Ny vuggestue åbnet i Læk

Vuggestuen i Læk er ved at finde sin rytme. I juni er der et stort åbent hus-arrangement.

Fladklaek77

LÆK. 2. maj lød startskuddet på endnu en dansk vuggestue i Sydslesvig. Den blev åbnet i smukke faciliteter i Læk.

- Vi er rigtig glade for, at vi nu er kommet i gang, siger børnehaveleder Gitta Jessen.

- Vi har ti pladser. Lige nu har vi seks vuggestuebørn og der kommer tre mere efter sommerferien, så vores pædagog og medhjælperen får lidt en blød start, siger hun.

Vuggestuen er placeret i en bygning ved siden af børnehaven, som før i tiden blandt andet husede skolens lederbolig.

Dejlige faciliteter

Vuggestuen består af et grupperum med et lille hvilerum, køkken, badeværelse og garderobe, her færdes børn, forældre og personalet. Så er der et areal, hvor kun personalet færdes, dvs. baggang med trappeopgang til første sal, med personalerum, kontor, personalekøkken og depotrum.

- Vi har en dejlig legeplads med gynge, rutsjebane og sandkasse. Der er både græsområde til at lege og hygge på og fliser til at cykle og køre på, siger Gitta Jessen.

- For os er det vigtigt, at børnene og pædagogerne fra starten af kommer ind i en god rytme. Derfor har vi lavet en rytmeplan, som skal gøre det hele nemmere for os alle sammen. Det betyder at der er faste tidspunkter for at spise, lege og sove, siger hun.

Kostpolitikken er også meget vigtig.

- Lige som børnehaven, har også vuggestuen en sund kostpolitik, hvor både ting som feks. Fruchtzwerge, Milchschnitte eller andet sødt ikke skal medbringes. Det er ikke den slags mad, der giver barnet den bedste forudsætning for en god dag i vuggestuen. I stedet for ser vi gerne sunde madpakker til fælles morgenmad, som gerne må være lavet af mor eller far. Det giver børnene en ekstra god oplevelse, at den er hjemmelavet, siger Gitte Jessen.

Økologisk mad

- Middagsmaden, som vuggestuen selv tilbereder, er et varmt måltid, overvejene tilberedt med økologiske råvarer.

Efter nordisk forbillede, det vil sige lige som i Danmark, Sverige og Norge, sover vuggestuebørnene i Læk hele året rundt i barnevogne udenfor under et halvtag. Børnene vil altid »puttes« i barnevognene med tøj og dyne på alt efter årstid og temperatur. Personalet holder øje med børnene og sætter samtidigt en babyalarm til. Hvis det bliver for koldt om vinteren, sover børnene selvfølgelig indenfor.

- Det kan være, at nogle forældre får det lidt vanskeligt med, at børnene sover udenfor. Men det støtter barnets immunforsvar og giver en sund og dyb søvn. Forældrene må stole på, at vi pædagoger ved, hvornår børn ikke kan sove ude mere. Det vil typisk være ved minus ti grader, siger Gitte Jessen.

For at forældrene kan følge med i, hvad der sker i vuggestuen, laver pædagogerne en mappe med billeder og tekst omkring de daglige oplevelser, barnet har haft i vuggestuen. Denne mappe vil være barnets logbog, og sammen med personalet eller forældre kan barnet kigge i mappen og mindes de dejlige oplevelser.

Åbent hus

Den 19. Juni holder vuggestuen i Læk et åbent hus-arrangement i forbindelse med børnehavens sommerfest.

- Vi håber, at så mange som muligt kommer for at se på vores nye vuggestue. Alle er i hvert fald velkommen, og der er masser af aktiviteter for børnene, siger Gitte Jessen.

Daniel Dürkop